Opfyld dine basale behov – så kommer miraklerne

Da jeg fik det at vide, tænkte jeg: Sikke noget vrøvl – mine behov er da dækket

Måske kender du Maslows behovspyramide – den lærte jeg at kende for 30-35 år siden, da jeg læste til merkonom. Jeg kan godt lide struktur og systematik, og denne behovspyramide ”talte” til mig med samme, og jeg kunne den udenad på kort tid.
Jeg er optimist på mange områder, og allerede dengang placerede jeg mig selv i toppen af pyramiden – selvrealisering – fordi jeg ud fra den viden, jeg havde dengang, troede, at jeg havde opfyldt alle de underliggende niveauer.

Nu er jeg blevet ældre, har fået større indsigt både i mig selv og i andre og er i stand til at trække på min visdomskilde – og derfor ved jeg, at det overhovedet ikke passer.

Du skal give dig selv kærlighed

Nogle af de indsigter og den livsvisdom, jeg har modtaget, er, at utroligt mange af os stadig ligger og roder rundt i bunden af Maslows behovspyramide, og – især – at det er andre, der skal fylde os med kærlighed.

Du skal begynde med at give dig selv kærlighed, og en god ide er at starte med at fylde på de basale behov – der er kun dig, der er ansvarlig for, at du er fyldt op – ingen andre gør det, og ingen andre ved præcist, hvad du har brug for.

Her kan du læse Du er et med den universelle bevidsthed

Giver du ansvaret til andre for, at du får kærlighed, giver du dem også muligheden for, at du ikke får det. Tag ansvar for at fylde dig selv med kærlighed, og miraklerne begynder at dukke op.

For at du kan manifestere skal du føle, at du er i overskud – det er du ikke, hvis dine basale behov ikke er opfyldt – så går du med en indre fornemmelse af at være i underskud.

På disse 6 punkter skal du føle overskud:

  • Frisk luft – du skal kunne trække vejret – ofte kan vi være så stressede over penge og livet i almindelighed, at det kan være svært at trække vejret ordenligt
  • Vand – du skal drikke nok vand hver eneste dag til, at kroppen har det fint – hvis du dehydrerer dig selv, er dit behov ikke opfyldt
  • Mad – sørg for at spise god og næringsrig mad hver dag – mad, der giver dig den energi, som netop du har brug for – der er ingen eksperter, der ved, hvad der er godt for dig – det ved du
  • Søvn – søvnmangel er et stort problem for mange – du skal sove trygt, godt og længe, så du kan mærke, at dit behov er tilfredsstillet
  • Motion – du skal bevæge dig hver dag – ikke nødvendigvis, så du får pulsen op til det yderste, men så din krop oplever, at den er i bevægelse. Alt er i bevægelse hele tiden, din krop skal også bevæge sig
  • Sex – fungerer dit sexliv ikke, er du i underskud, og det påvirker din evne til at manifestere

Dit indre selv ved det

For at kunne manifestere på et højere niveau, end du normalt gør, skal du være i synkronisitet med universet – det er du ikke, hvis du er i underskud med dine basale behov.

Derfor er det her, du skal begynde – du ved lige præcis selv, hvor det er – hvis du er i tvivl, så læs dette indlæg en gang til – der, hvor du bliver irriteret eller kan mærke, der er resonans med dig, er der, hvor du skal begynde – dit indre jeg ved det – lyt til det og forvent mirakler.

Det er gratis

Jeg kalder det selvkærlighed, og før jeg opdagede det her, troede jeg, at selvkærlighed var noget, der kostede penge – det kan det også være, men hvis du ikke sørger for at give dig selv kærlighed på disse behov, vil det andet være som at lægge makeup på et ansigt, der ikke er rent. Det vil ikke gavne dig.

Du bliver drænet af den mangeltilstand, du oplever i de basale behov – mangeltilstanden holder dig nede, og du kan ikke manifestere.

Magic happens when you fill up your own heart. Not when you wait for somebody else to fill it up for you
Diana Sénèque



Drømmer du om et bedre forhold til dine penge? Kan du mærke, at der er noget inden i dig, der kalder på dig? Så kontakt mig på lone@lone-eriksen.dk eller ring til mig 29 91 63 76

Lone Eriksen