Black Friday

Black Friday er oprindeligt skabt af amerikanske forretningsfolk for at få folk ind i butikkerne – eller for at der skal blive sort af mennesker i butikkerne.

Danske traditioner - nu med Black Friday

Black Friday er en amerikansk tradition, der med raketfart har fået tag i os danske forbrugere. 

Black Friday er oprindeligt fredagen efter en anden amerikansk tradition - Thanksgiving, der holdes den 4. torsdag i november. På denne dag takkede kolonisterne Gud for en vellykket høst og afsluttede dagen med en stor middag tilberedt af råvarer fra den nye verden, bl.a. kalkun, tranebær og græskar (historienet.dk).

Black Friday er oprindeligt skabt af amerikanske forretningsfolk for at få folk ind i butikkerne – eller for at der skal blive sort af mennesker i butikkerne.

De danske forretninger har grebet ideen, og vi som forbrugere får mulighed for at anskaffe os   masser af materielle goder, som vi - måske - ikke har brug for.

Vi har fokus på det, vi ikke har

Vi lever i en kultur, hvor vi konstant føler, at vi mangler noget, og er fokuseret på det, vi ikke har. Så snart der bliver råbt ”tilbud og lange åbningstider”, starter vi bilen, sætter familien i den og drøner ud og powershopper, som om forretningerne aldrig åbner mere.

DET GØR DE – på mandag - med nye tilbud til dig og din pengepung.

Vi mangler ikke noget – vi lever i et overflodssamfund, når det gælder materielle goder – til gengæld lever vi i et underskudssamfund, når det gælder næstekærlighed, omsorg og nærvær for hinanden og for dem, der har det svært.

Fejr Thanksgiving i stedet

Black Friday er skabt af smarte forretningsfolk med det formål at hidse en stemning op af ”So ein ding …”, og heldigvis for dem ligger Black Friday altid tæt på den dag, hvor lønnen går ind på kontoen, og hvor du føler, at du kan købe det hele for det halve.

Hvordan vil det være for dig og din familie, hvis du i stedet valgte at holde Thanksgiving. Hvor vi udtrykker vores glæde over det, vi har, og deler ud af det fysiske og mentale overskud til dem, der har brug for det.

Der er et stort behov for det – også i Danmark.

Er der virkelig noget, du mangler?

At begive sig ud i Black Friday kræver præcis planlægning – står fryseren af, eller er børnene vokset ud af vinterstøvlerne, er det en god ide at købe nye på Black Friday og tage den besparelse, du får tilbudt.

Men er der virkelig noget, du mangler? Eller bliver du blot grebet af stemningen af at købe løs - med risiko for at opdage, at om kort tid skal du købe julegaver, og at månedslønnen ikke er blevet større, fordi du har været på Black Friday? 

Forrige
Forrige

Lav en plan over juleøkonomien

Næste
Næste

Økonomisk rådgivning