Lav en plan over juleøkonomien

Jul uden økonomiske udfordringer

Julen er fyldt med følelser, traditioner og vaner, og alle de gode hensigter, vi har gennem året - om at spise sundt, dyrke motion og være opmærksom på, hvordan vi bruger vores penge - forsvinder som dug for solen, når vi nærmer os julen.

”Den gode jul”

Er ”den gode jul” fyldt med for meget mad, for mange gaver og for stort overtræk på kontoen?

Eller kan ”den gode jul” indeholde noget helt andet?

Hvad er den gode jul for dig?

Brug 5 minutter til at finde svaret - og du vil opdage, at det svar, du får fra dig selv, er anderledes, end du tror.

Svaret vil højst sandsynligt være i retning af:

  • At være sammen med dem, du elsker

  • At nyde fridagene

  • At gå lange ture

  • At sove, til du vågner af dig selv

  • At slappe af og hygge dig

  • At læse en god bog

  • At have kærestetid/alenetid

Alt sammen noget, der ikke koster penge, men som tager udgangspunkt i kærlighed og nærvær.

Omgivelsernes forventninger og ”jeg plejer” styrer ræset

Selv om du ønsker ”den gode jul”, opdager du en dag, at du alligevel bliver drevet rundt fra forretning til forretning af julens dæmoner, der hvisker ”køb, køb, køb” - uden at tænke på konsekvenserne.

Omgivelsernes forventninger til dig og ”den gode jul” er store, og dem vil du helst ikke svigte, og derfor bliver du taget som gidsel af julens dæmoner, og det bliver dem, der bestemmer din økonomiske situation langt ind i det nye år.

Sådan undgår du at miste kontrollen over økonomien

Gå i gang i god tid og lav en lille julevision med følgende spørgsmål:

  • Hvor finder ”den gode jul” sted?

  • Hvem er med?

  • Hvad er egentlig vigtigt for dig i forbindelse med julen og dens traditioner?

  • Hvad med gaver - hvad er vigtigt for dig, når du giver gaver?

  • Hvem har haft indflydelse på de tidligere julearrangementer?

  • Skal de stadig have det?

  • Drømmer du om at starte nye traditioner?

  • Er der traditioner, det er tid at sige farvel til?

  • Skal din juleøkonomi være, som den plejer, måske med økonomiske tømmermænd?

  • Vil du have en jul baseret på en planlagt og fornuftig økonomi?

Den sværeste opgave

Meld ud til familie og venner, hvad du har besluttet dig for. Vær opmærksom på, at det kan være en stor udfordring, og at der er nogen, der bliver fornærmede over din udmelding - men det er dit liv, dine værdier og dine penge.

Når du er færdig med visionen for ”den gode jul”, skal du i gang med den praktiske planlægning.

Hvad kommer julen til at koste?

Tag fat i din julevision og undersøg:

  • Skal juleaften holdes hos dig?

  • Skal du holde julefrokost for familien?

  • Inviterer du vennerne til gløgg og æbleskiver?

  • Er der madtraditioner, der skal købes ind til?

  • Kunne gæsterne evt. tage noget med - du er vært - du bestemmer!

Det er dyrt at handle ind til festlige sammenkomster, og det er især dyrt, hvis du ikke har planlagt, dels hvor mange sammenkomster du er vært for, dels hvad der bliver serveret til de sammenkomster. 

Beslut dig for - med udgangspunkt i din julevision og dine værdier - hvilke julemiddage og julefrokoster du vil holde, og hvem der skal med, og hvad de skal tage med.

Julekjoler og julesokker

I julen er der stor selskabelighed, og nyt tøj er jo altid skønt. Er nyt tøj vigtigt for dig i år, eller kunne noget af familiens tøj dresses up til festlighederne i år - eller er det vigtigt for dig at møde julen i nyt tøj?

Gaver, julekort og julepynt

Det bedste ved julen er at give gaver og at få gaver. 

Er din familie en familie, hvor I giver gaver til alle - både dem, der er med juleaften, og mange andre? Måske giver du gaver til nogen, du kun ser en gang om året eller måske aldrig ser.

Læs din julevision igen og undersøg:

  • Hvem plejer du at give gaver?

  • Hvem giver du gaver af pligt?

  • Hvem skal have gaver i år?

  • Hvem SKAL have en gave, f.eks. den nærmeste familie?

  • Hvem ville det være dejligt at give en gave, f.eks. en veninde?

  • Prioriter listen.


Det er skønt at købe gaver til sig selv

Hvis det er vigtigt for dig, og du har pengene til det - ja. Hvis det er et impulskøb, uden du har råd, er det en katastrofe for din juleøkonomi.

Shop IKKE gaver til dig selv, hvis du ikke har planlagt det.

Butikkerne er rigtig gode til at skrive "Køb 2, få 3" etc. Vi er rigtig gode til at shoppe gaver til os selv, når nu vi alligevel er på shopping.

  • Bliv kun fristet til at købe noget til dig selv, hvis det er noget, du står og mangler, eller som du ville købe alligevel.

  • Julegaver til ”mig selv” kan slå bunden ud af ethvert fornuftigt julebudget.


Gaveindkøb

Afsæt et par eftermiddage til at gennemføre dine julegaveindkøb og beslut, hvad der skal købes til den enkelte. Det kan være en ide at have en ”A”-gave og en ”B”-gave. ”A”-gaven er den, der købes, hvis du kan overholde budgettet - hvis ”A”-gaven er for dyr, køber du ”B”-gaven.

Er gavebudgettet ikke så stort, kan det være en ide at lave en prioriteret liste:

  1. Hvem skal have gaver?

  2. Hvem vil det være rart at give gaver?

Køb først til den første kategori. Hvis der er flere penge, så køb til næste kategori.

Du kan også undersøge, om gaven kan købes billigere på nettet, eller shoppe i second hand-butikker. 


Forrige
Forrige

Hvad er din værste vane?

Næste
Næste

Black Friday