Hvad er din værste vane?


Vaner former vores liv og de resultater, vi skaber i livet. 

Det er både de gode vaner og de dårlige vaner.

Vaners DNA er, at du ikke er opmærksom på dem - de er der bare og får dig til at gøre det, du har gjort tusindvis af gange, og - hvis du ikke stopper - bliver ved med at gøre.

Hvad er din værste vane?

Min værste vane er, at når jeg keder mig, åbner jeg køleskabet for at se, om der er noget lækkert i det:

Det kan jeg gøre mange gange hver dag – vel vidende, at det kun er mig, der sætter noget i køleskabet - alligevel er min vane, at når jeg keder mig, skal jeg have noget at spise.

Det er ikke noget, jeg lægger mærke til - jeg gør det bare - lige indtil jeg tænker: Hvad har du gang i, Lone?

Hvad er din værste pengevane?

Min værste pengevane er, at jeg pengesnacker!

At pengesnacke er at købe lidt her og lidt der - en lille ting i en livsstilsbutik, lidt ekstra i Føtex eller nogle lækre strømper, som jeg egentlig ikke har brug for.

Resultatet af at pengesnacke er, at jeg udskyder mine store økonomiske mål, som f.eks. at tage på en måneds ferie eller at have penge til at leve min vildeste drøm ud - fordi pengene går til snack, som jeg egentlig ikke har brug for - og som jeg overhovedet ikke vidste eksisterede, før jeg så det i butikken eller på nettet.

Pengevaner og alle andre vaner ligger i vores underbevidsthed, og mange af dem har vi arvet fra vores forældre og generationerne før dem.

Jeg oplever ofte, at mennesker siger til mig ”Min økonomi er da meget god” - det er også en vane. Det kører lidt op og ned, men det er egentlig lidt på det jævne, og det bliver nok ikke anderledes.

Dén vane er en af de store blinde vinkler i dit liv, og den har utroligt stor indflydelse på, hvordan dit liv udvikler sig.

En ”OK økonomi” er en vane - prøv at udfordre den!

Her har du 5 enkle spørgsmål, du kan stille dig selv, når du vil udfordre dine pengevaner.


Tag en blyant og et stykke papir og skriv et par refleksioner ned.

  1. Hvilke pengefortællinger var/er der i din familie? Blev de sagt højt, eller ”lå det bare i luften”?

  2. Hvilke pengerollemodeller var/er der i dit liv? 

    F.eks.:

    • Fik din mor penge af din far?

    • Gemte din mor sit nye tøj i skabet?

    • Var det mor, der holdt styr på pengene i din familie?

  3. Hvilke pengevaner blev vist for dig - og hvem gjorde det?

  4. Hvilke fortællinger blev fortalt om andre og deres økonomi i din familie?

  5. Kan du genkende dine egne vaner fra dine forældre og i dine børns vaner?

Det kan både være oplysende og udfordrende at kigge på de gamle fortællinger og vaner, som har haft indflydelse på dig i så mange år, og som har afholdt dig fra at have det liv, du drømmer om. 

Det er også en vane at tænke - det kigger jeg på en anden dag!


Næste
Næste

Lav en plan over juleøkonomien