Kan du forestille dig en verden, hvor alle kvinder elsker sig selv?

En verden, hvor kvinder elsker sig selv, begynder med dig.

Der findes en gammel frygt — eller måske en ideologi — der siger, at hvis kvinder elsker sig selv for meget, så bliver vi egoistiske, for meget, og holder op med at tage os af andre.

Vi er vokset op i en kultur, der ikke bryder sig om, at kvinder elsker sig selv, for det betyder, at vi begynder at sætte grænser.

Historien vi fik fortalt

I min barndom fik jeg at vide, at jeg ikke måtte kigge for længe i spejlet – så ville jeg blive grim.

Jeg lærte, at jeg ikke måtte være glad for mig selv eller synes, jeg var sød. Når de voksne sagde, at jeg var sød, var det kun, hvis jeg gjorde, som de ønskede.


Det var en løgn forklædt som opdragelse: at kærlighed skal fortjenes.

Denne fortælling sidder i mange af os.
Den får os til at tro, at vi skal yde for at blive elsket — og at vi mister kærlighed, hvis vi elsker os selv for meget.

Kvinder, der gav alt

Vores generation fik som de første kvinder muligheden for både familie og karriere. Vi var stolte — men det betød også, at vi bar dobbelt.
Vi servicerede alle: børn, partner, arbejde, hjem. Og midt i det hele glemte vi at passe på os selv.

Mange af os troede, at selvkærlighed var noget, man fik udefra — som en belønning, når man havde gjort det godt.
Men sand selvkærlighed starter indefra.
Den begynder den dag, du vælger dig selv – før du vælger alt det andet.

At lære at se dig selv

Vi har ikke lært at se os os selv med kærlige øjne. Vi har lært at se os selv gennem andres vurderinger – og det er næsten aldrig godt nok.

Stop med at lede udenfor dig selv efter nogen, der fortæller dig, at du er fantastisk. Det føles rart i et øjeblik, men den sande fred kommer, når du selv kan se det.

Når du ser dig i spejlet, så læg mærke til kvinden foran dig. Alt det, du har bidraget med, den styrke, du har båret, den kærlighed, du har givet.

Elsk hende. Hun er et mirakel.

Når du begynder at elske dig selv

Når du elsker dig selv, bliver du ikke arrogant — du bliver hel. Du bevæger dig væk fra frygt og afhængighed og ind i tillid og ansvar.

Grænserne bliver klare, fordi du ved, hvem du er, og hvordan du vil behandles. Du viser verden, hvordan du ønsker at blive mødt.

Andre kan ikke behandle dig som en dronning, hvis du behandler dig selv som skyggen af én.

Den største kærlighed i dit liv

Når du vågner i morgen, og du ser dig selv i spejlet, så husk dette:

Du står overfor den største kærlighed i dit liv – dig selv.

✨ Du har den perfekte alder.

Du har den erfaring, visdom og frihed, som verden har brug for nu.
Når du elsker dig selv, løfter du ikke bare dig – du løfter os alle.

👉 Læs mit indlæg Et nyt paradigme for kvinder 60+, hvor jeg skriver om at slutte fred med fortiden.
👉 Og mit indlæg
Hvorfor jeg har startet bloggen, hvor jeg deler tankerne bag denne rejse.

📬 Har du lyst til at være med? Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her og få inspiration direkte i din indbakke.

Næste
Næste

Et nyt paradigme for kvinder 60+