🌷 Efterårets ro – om at give slip og gøre plads til det nye
Efteråret minder os om at give slip – også på alt det, vi ikke længere skal bære.
Vi kvinder på 60+ må gerne give slip på alt det, vi har båret gennem livet.
Andres forventninger til, hvordan vi skal opføre os.
Hvilken karriere vi burde have haft. Hvordan vi skulle have opdraget vores børn.
Hvor meget vi må spise og hvor meget vi må veje
Hvad for noget tøj vi må gå i.
Hvordan vi "bør" blive ældre.
Lad os slippe det – slippe alt det, som ikke støtter os i at leve det gode liv.
Der er ingen, der længere skal fortælle os, hvad vi kan og ikke kan.
Jeg ser ud som jeg gør
Jeg har selv bemærket, at jeg her i efteråret har sluppet forventningen om, at jeg skal se ung ud.
Det irriterer mig, når nogen kommenterer på mit eller andres udseende – om hvor gammel eller ung man ser ud.
Jeg ser ud, som jeg gør. Og det er jeg glad for.
Jeg vil ikke bruge energi på at spekulere på, om jeg ved at bruge et eller andet produkt kan komme til at se yngre ud.
Lad os elske os selv, præcis som vi er.
Hvis vi ikke gør det, kan vi heller ikke forvente, at andre gør det.
Lad os lade være med at være bundet til vores fortid og de fejltagelser, vi engang har lavet.
Det liv, vi har levet, har formet os til den, vi er i dag – og det er smukt.
Vi kan ikke ændre eller slette det, men vi kan omfavne det.
Når vi gør det, opdager vi, at det hele er med til at få os til at stå stærkt i os selv.
Hold op med at ønske, at du var 40 år igen.
Forestil dig i stedet, at du er 90 – og mærk glæden ved, at du stadig har 30 år foran dig.
Kend dit værd. Lev dit værd.
Vis verden, hvordan du vil behandles. 🌾
Hvis du har lyst til at læse mere om det nye paradigme for kvinder 60+,
kan du finde mit tidligere indlæg “Et nyt paradigme for kvinder 60+” her.
Jeg sender også hver måned et lille nyhedsbrev – et roligt åndehul med refleksioner, inspiration og hverdagsglimt fra livet som kvinde 60+.
Du kan tilmelde dig her✨