Når roen kommer med alderen

Nærvær. Ro. Liv i hænderne

Der er en særlig ro, der kommer med alderen.
Den kan være svær at beskrive, men vi kan mærke den.

Det er en ro, der ikke er lært i bøger.
Det er en ro, der er kommet af at have levet, mærket, elsket, mistet og rejst sig igen. En ro, der ikke handler om at have svar – men om at vide, at svarene nok skal komme.

Forleden oplevede jeg et øjeblik, der mindede mig om det her på en helt kropslig måde.

Et lille barn blev pludselig blå om munden, og den unge mor blev naturligt bange.
Jeg kunne mærke roen i min krop.
Jeg kunne se, at barnet var sundt og trygt, og at det ville gå over.

Så jeg sagde det helt roligt:
“Han har det godt. Det her går over.”

Jeg så, hvordan hendes skuldre sænkede sig. Hvordan hendes åndedræt fandt tilbage til kroppen.
Og jeg mærkede igen den ro, der ikke kan forceres eller læres hurtigt.
Den kommer med livet.

En ny form for betydning

Der er noget særligt ved at være kvinde i den modne del af livet.
Det er ikke en afslutning.
Det er en ny form for betydning.
En måde at være tilstede på, som ikke kræver styrke eller præstation – kun nærvær.

Jeg tror, vi er mange, der mærker det.
En blid åbning.
Et nyt lag af os selv, der folder sig ud.

Og jeg har lyst til at skrive mere om det.
Mere om roen.
Mere om den kropbårne viden.
Mere om det, der begynder at blomstre, når livet har fået lov at gå sine runder i os.

Det deler jeg i mit nyhedsbrev på torsdag.
Hvis du har lyst, kan du være med.
Link i menuen.