Når året trækker vejret ind
En stille stund i november
November er en overgang.
Det er ikke helt efterår længere, idet er kke helt vinter endnu.
En mellemtilstand.
Et stille rum mellem to årstider.
Det er ikke en måned, der insisterer.
Den presser sig ikke på.
Den kalder ikke på aktivitet eller præstation.
Den venter.
Og måske er det netop dét, vi har glemt:
At der findes perioder i livet,
🌸Hvor vi ikke skal fremad.
🌸Hvor vi ikke skal udvide os.
🌸Hvor vi ikke skal blomstre eller opfinde eller forbedre.
Men hvor vi skal trække vejret ind.
Ligesom træerne.
De slipper bladene én efter én — ikke fordi de giver op,
men fordi det er sandfærdigt at slippe, når energien vender indad.
Der er en visdom i det.🔮
En modenhed.
En indre rytme, som kroppen altid har kendt, selv når vi har glemt den.
Det er ikke dvalen, der er vigtig.
Det er overgivelsen til dens tid.
I november inviteres vi til at sænke tempoet, ikke som noget vi skal,
men som en mulighed for at opdage vores egen stemme igen.
Den indre stemme, der ligger under tankerne.
Under larmen.
Under forsøget på at være “på”.
Hvis livet er cyklisk ⭕️ – og det er det –
så er november den del af cyklussen, hvor vi vender hjem til os selv.
🍂 Til benene op, varmt tæppe og en kop te
🍂 Til en langsom gåtur ved vandet.
🍂 Til mørket, som ikke er tomt, men fyldt med betydning.
🍂 Til en enkel dyd: at være til stede med det, der er her nu.
Vi må godt hvile.
Vi må godt være stille.
Vi må godt være i overgang.
For i overgangen formes noget nyt.
Ikke hurtigt.
Ikke dramatisk.
Men tålmodigt — og sandt.
Næste uge deler jeg en kageopskrift, der passer til denne tid.
En kage, der ikke bages i hast.
En kage, der hviler.
Ligesom os.
Hvis du har lyst til at fordybe dig videre i novemberstemningen, kan du læse mit tidligere indlæg her:
Tak fordi du læser med.
Du har den perfekte alder.