Jeg behøver ikke forklare mig længere

Jeg er stoppet med at forklare mig

Der var engang, hvor jeg forklarede mine valg.
Undskyldte mine grænser.
Retfærdiggjorde min måde at være på.

Det gør jeg ikke længere.

Jeg har altid følt mig anderledes.
Som én der stod lidt udenfor.
Som én der havde svært ved helt at passe ind i det, man kaldte “det normale”.

Derfor har jeg også følt, at jeg skulle forklare mange ting.
Alt fra det tøj jeg gik i, den mad jeg spiste, mine holdninger – til den måde jeg var i verden på.

Jeg forklarede, hvorfor jeg sagde ja.
Og hvorfor jeg sagde nej.
Hvorfor jeg ikke bare kunne være som alle de andre.

Jeg er vokset op i et lille samfund i 60’erne.

Et samfund præget af social kontrol.
Hvor der var en tydelig – men usagt – forventning til, hvordan man skulle være som pige og ung kvinde.

Det blev aldrig sagt højt.
Men det lå i kulturen.
Hvis du ikke passede ind, stod du udenfor.

Den følelse af at være “ude” har fulgt mig i mange år.
Jeg har forsøgt at passe ind – uden det store held.

Når jeg ser tilbage i dag, kan jeg se noget andet:

Jeg har altid været mig.
Og med årene er det gået op for mig, at netop det har formet mig til den kvinde, jeg er i dag.

I dag forklarer jeg ikke længere.
Jeg undskylder ikke længere.

Fordi jeg ved, at jeg er god nok, som jeg er.

Og hvis der er nogen, der ikke kan rumme det – så er det også okay.
Især for mig.

Kvinder 60+ behøver ikke forklare sig længere.

Vi har levet et liv.
Vi har arbejdet, elsket, mistet, kæmpet og rejst os igen.

Vi har mærket på egen krop, hvad det vil sige at blive overtalt til noget, vi ikke havde lyst til.
At sidde i møder, hvor vores stemme ikke blev hørt.
At blive overtrumfet – og senere selv sidde med ansvaret for at løse problemerne.

Vi ved, hvad vi indeholder.

Derfor holder vi fast i vores grænser.
Ikke i kamp.
Men i værdighed.

Vi ved, hvad vi kan.
Og vi står ved det.

Refleksion til dig:
Hvor i dit liv forklarer du dig stadig – selvom du egentlig ikke behøver?

Du kan læse mit blogindlæg om at stå i sit eget lys her.