Når kroppen kalder i mellemrummet
En stille pause
Jeg oplever, at det at være i et mellemrum kan virke både forvirrende og frustrerende.
Det kapitel jeg har forladt, var fyldt med planlægning, aftaler og ting der skulle tjekkes, fixes og kontrolleres. Min dag var fyldt med opgaver, og når jeg kom hjem fortsatte jeg ofte i samme tempo – der er jo altid noget at gøre for en husmor.
Nu er jeg i et mellemrum, hvor der stort set ikke er nogen aftaler. Alt er klaret. Jeg kan slappe af.
Men min indre dialog fortæller mig, at jeg burde gøre noget. Ikke bare sidde og strikke eller se en film.
De dage hvor jeg ikke udretter noget, er de dage hvor kroppen siger til mig: Stop – du har brug for hvile.
Gammel træthed dukker op
Når tempoet går ned, kommer gammel træthed op til overfladen. Kroppen skal have lov til at give slip på det, den har båret på. Det er nødvendigt, hvis der skal komme ny og frisk energi ind.
Du hælder jo heller ikke friskt vand i et glas med vand fra i går. Så bliver det bare lunkent og kedeligt.
Vi er nødt til at få den gamle træthed ud af kroppen, hvis der skal komme ny energi. Og når vi har nået vores alder, kan der være træthed fra mange år.
Det kan være en udfordring at lytte til kroppen. Mange af os er opdraget til, at vi hele tiden skal gøre noget. Der har altid været nogen der har haft brug for os, og vi har vænnet os til følelsen af at være lidt bagud.
Selvkærlighed er et must
Selvkærlighed er ikke et ord mange af os har lært i vores barndom. Vi har set mødre og bedstemødre slide og slæbe for at få familien og livet til at hænge sammen.
Det ligger dybt i os, at tid til os selv ikke er noget vi prioriterer.
Men nu har vi nået en alder, hvor selvkærlighed er et must.
Hvis ikke vi gør det nu, kommer vi måske aldrig til det.
At lytte til kroppen og gøre noget godt for sig selv er en af de fineste former for velvære der findes. Det behøver hverken være dyrt eller tage lang tid.
Nogle gange begynder det bare med at sige nej – og vælge sig selv til.
Måske er mellemrummene også kroppens måde at hente os hjem til os selv på.
Hvordan oplever du mellemrummene i dit liv?
Er de noget du forsøger at fylde ud – eller noget du giver dig selv lov til at være i?